Tilbage til oversigtssiden.
Dette er en logbog over de øvelser der foregår under Fysik 1's frie øvelser. Eftersom logbogen er en del af selve øvelserne vil jeg her skrive alt hvad vi laver samt lægge links op til relevante sider, dokumenter samt målinger.
Opbygningen af selve logbogen er som følger: Hver torsdag hvor vi har øvelser skriver jeg op hvad vi har lavet samt hvilken gruppe jeg var i (inklusive gruppemedlemmerne). Når jeg f.eks. skriver at jeg har været i gruppe nummer 3 skal man gå ud fra at vi brugte computer nummer 3.
Normalt bruger jeg min egen bærbare i forbindelse med computeropskrivninger mm., og jeg sørger altid for selv at have målinger og andre dokumenter liggende lokalt ud over de filer der selvfølgelig ligger på den computer vi har brugt på selve dagen. Alle de relevante filer som vi har brugt den enkelte øvelsesdag vil jeg altid lægge links til i logbogen.
Fysik 1, hold 3, gruppe 3
30.08.2007, torsdag formiddag
Mads Bertelsen, Evan James Shymko og Pia Jensen.
Vi skulle lære computersystemet at kende og lave vores hjemmeside på fys.ku.dk serveren. Til at gøre dette fik vi en lille guide som vi skulle følge, inklusive nogle forskellige links til blandt andet en hjemmeside hvor man bare kunne kopiere kildekoden og lave sin egen hjemmeside ud fra denne.
Kravene til opgaven var at vi skulle skrive vores navn, e-mailadresse mm. på hjemmesiden, hvilket man da også kan se på min hjemmesides index.
Fysik 1, hold 3, gruppe 1 og 2
06.09.2007, torsdag formiddag
Simon Loftager, Tomas Palsson, Kasper Kofoed Ljungdahl, Michael Hansen og Pia Jensen.
Vi har lavet et forsøg med en fjederkanon for at skulle bestemme mundingshastigheden.
For at gøre dette har vi skudt med kanonen hen over et bord hvorpå der var papir med carbonpapir
ovenpå så vi kunne se hvor kanonkuglen landede.
Lige nu har vi målingerne for hvor kuglen er landet som (x,y) koordinater i forhold til kanonens
munding. Disse målinger har vi for vinklerne 15, 30, 45, 60 og 75 grader.
Måleusikkerheder, da vi kun har kunnet måle med plus/minus 1 mm.
Målingerne kan hentes her.
Fysik 1, hold 3, gruppe 8
13.09.2007, torsdag formiddag
Mads Bertelsen, Johan Jacobsen og Pia Jensen.
Først og fremmest lavede vi en bunke opgaver om bevægelser i ovaler. Vi skulle indtegne hastigheds- og accelerationsvektorer i forskellige bevægelser med eller uden hastighedsforøgelse/sænkning og finde sammenhænge mellem vinkler og sådan noget. Til sidst skulle vi indtegne accelerationsvektorer i jævne og ikke-jævne cirkel- og peanutformede bevægelser.
Derefter fik vi udleveret en guide i hvordan man starter op med VPython, og denne skulle vi så følge slavisk fra ende til anden. Den guide vi fik har jeg smidt i et pdf-dokument som kan downloades her. (Eller som LaTEX kildekode her.)
Der var lige et par links som vi fik i vejledningen som jeg vil liste op her:
Først og fremmest lavede vi vores første program, der kan hentes her. I dette program lavede vi en grøn bold der faldt nedad med en acceleration på g og tegnede en impulsvektor foran sig samt en linie bag sig hvor den havde været. Jeg har taget et screenshot af et sådant program, for at se det i fuld størrelse så klik på billedet herunder:
Vi fik desuden vist et eksempelprogram af Ian Bearden, som kan hentes her. Med dette eksempelprogram lærte vi lidt mere om hvordan man kan lave pile og linier og lidt om at man kan lave animationerne interaktive. Vi redigerede desuden en smule i eksempelprogrammet, og denne redigering kan hentes her.
Omkring tidsintervallet der skal bruges i VPython blev vi enige om at et tidsinterval på 0.1 s for en bold nok er fint, men ser man på partikelfysik eller store galakser er det nok lidt overkill at bruge enten så lidt eller så meget.
Fysik 1, hold 3, gruppe 9
20.09.2007, torsdag formiddag
Malik Bistrup, Evan James Shymko og Pia Jensen.
Vi fik først og fremmest, som altid, udleveret nogle opgaver der skulle regnes. Denne gang handlede de om nogle blokke der blev skubbet og så skulle vi se på tilfælde med konstant fart og varierende fart.
Derefter skulle vi i gang med noget lidt mere avanceret VPython. Den vejledning vi fik udleveret kan hentes her (eller som LaTEX kildefil her). Denne vejledning skulle vi så følge igennem nogle forskellige nye ting med VPython - hvor vi til sidst skulle ende op med et program der illustrerede det kanonforsøg vi lavede i uge 2.
I løbet af gennemgangen af guiden var der en del spørgsmål, som jeg lige vil liste op her sammen med de svar vi i gruppen blev enige om.
Vi startede ud med det program vi sluttede med i sidste uge, dette program redigerede vi lidt så det faktisk også tog højde for at der er en acceleration i det lille tidsrum dt ved at tilføje leddet 0.5*NetA1*dt**2 i leddet for mass1.pos. Det ændrer ikke meget når vores tidsinterval er småt, men i princippet bør vi have det med.
Vi opstiller så efter guiden et udtryk for den kraft som vores partikel er påvirket af. Lige nu er den bare g, så den er nem at opstille. Herefter skulle vi så tilpasse kastet så det faktisk fungerede lige som vores kanonskud. Vi udregnede starthastigheden på en af de måleserier som vi tog under forsøget. Måden vi har udregnet det på har jeg vist her. For at kunne måle hvor langt kastet blev i x-retningen lavede vi desuden et label som udskrev x-koordinaten for partiklen. Eftersom vi fik vores partikel til at stoppe med sit fald-loop når den kom til y = 0, så stoppede den altså også med labelet hvorpå der stod kastelængden.
Herefter ville vi gerne tilføje lidt luftmodstand på vores partikel, og for at gøre dette læste
vi lidt på Wikipedia om luftmodstand, hvor vi så at luftmodstand er givet ved formelen:
Vores kast er selvfølgelig det samme hele tiden med mindre vi indsætter noget tilfældigt i det. Derfor tilføjer vi random til biblioteket af funktioner, og kan nu bruge gauss(meanX,sigmaX), hvor meanX er gennemsnitsværdien af gauss-fordelingen og sigmaX er bredden af den. Vi lavede så et output fra gauss-funktionen og lagde dette til vores hastighed for hver funktion - så der altså er en usikkerhed på kanonens starthastighed i alle tre dimensioner. Vi valgte meanX af gauss-fordelingen til at være 0, da vi jo lægger et tal til eller trækker det fra vores egentlige starthastighed, så i det ideelle tilfælde skulle værdien for vores usikkerhed være nul. SigmaX, spredningen, sætter vi til at være samme spredning som den vi fandt i vores forsøg i uge 36.
Vi kunne så tilføje til programmet at det skulle køre mange gange i træk og hver gang udskrive kastelængden og sluthastigheden til os i shell'en. På denne måde kunne vi se at gauss-funktionen faktisk gjorde at kastelængderne og sluthastigheden ikke var den samme hver gang.
Vi fandt ud af at man kunne ændre opløsningen på selve billedet med scene.width og
scene.height.
For at kalde et label noget fra en vektor kan man bare kalde det ene koordinat ved at skrive
vektornavn.x, y eller z.
Det første program vi lavede og legede med kan hentes her. Det andet med usikkerheder, luftmodstand og det hele kan hentes her.
Fysik 1, hold 3, gruppe 5
27.09.2007, torsdag formiddag
Katrine Rasmussen, Kasper Steenstrup og Pia Jensen.
Først og fremmest lavede vi som sædvanlig først og fremmest en bunke opgaver - denne gang omhandlende kræfter og arbejde. Efter dette fik gik vi ved hjælp af følgende vejledning (download som LaTEX kildekode her) videre med at lave et forsøg med HotWheels biler i et loop.
Selve forsøgte gik ud på først og fremmest at udregne den teoretiske højde hvorfra vi skulle slippe en lille bil så den præcist ville kunne køre rundt i et loop uden at falde ned. Efter at vi havde udregnet den teoretiske højde skulle vi teste og denne højde nu også passede ved faktisk at tage en lille legetøjsbil på en bane med et loop.
Den teoretisk udregnede højde kan ikke være nok, da vi har set bort fra luftmodstand og gnidning. Vi fandt derfor den højde som skal til (ekstra) for at bilen kan komme igennem loopet uden at falde ned.
Vi prøvede så at se om denne ekstra højde ændrede sig for en bil med større masse. Dette gjorde den ikke synligt for en bil med cirka den dobbelte masse, så den gnidningsmodstand mellem bilens hjul og banen (der er afhængig af massen på bilen, da den er afhængig af normalkraften) er meget meget lille - i hvert fald i forhold til de andre kræfter vi ikke tog højde for under den teoretiske udregning.
For at se lidt mere på gnidningsmodstand testede vi hvor stor en vinkel der skulle på en banedel for at bilen kørte med tilnærmelsesvis konstant hastighed, denne vinkel var meget lille - hvilket igen siger os noget om gnidningskoefficienten - at den er meget lille.
Der kan dog også godt være en gnidningsmodstand mellem hjulene og kanterne, og denne må være større end den der er mellem hjulene og banen (da denne er statisk eftersom hjulene drejer rundt - hvilket de ikke gør i forhold til kanterne på banen). Denne gnidning har vi ikke rigtig kunnet regne på, endsige lave noget form for forsøg med det. Vi snakkede lidt om at sætte tape op mod kanterne af banen for derved at se hvordan bilens kørsel ændrede sig, men det var for svært at gøre i praksis.
Hvis man puster på bilen når den står på en banedel der ligger vandret, så skal der en del til for at bilen bevæger sig, men der skal meget mindre til end hvis bilen står på et bord der tydeligt har en større gnidningskoefficient. Dette betyder igen at der er en ret lille gnidningskoefficient mellem banen og bilens hjul (husk at denne gnidning er statisk og ikke kinetisk - eftersom bilens hjul drejer rundt og ikke glider på overfladen) - men det betyder også at luftmodstanden på bilen ikke er ekstremt stor. Den er trods alt også formet som en sportsvogn, der jo normalt er lavet til ikke at skulle give stor luftmodstand.
Da der er en kant på banen kan vi ikke 100 % se om bilen slipper banen eller ej, men hvis vi nu under systemet havde en meget præcis vægt ville vi i stedet for at aflæse med øjnene kunne aflæse på vægten (hvis den kunne gemme data i forhold til tid) hvornår en (tid,vægt)-kurve gav en pæn kurve med et nulpunkt, hvor normalkraften på bilen altså er nul i toppen, mens den selvfølgelig er over nul når bilen er i et andet punkt i kurven. Et billede af vores bane er at finde ved at klikke på billedet herunder:
Sammenkoblingerne i banen giver desuden også ekstra gnidning, som vi ikke rigtig kan arbejde med eftersom denne ikke engang er tilnærmelsesvist konstant i løbet af turen (der er to sammenkoblinger som bilen skal over før loopet og en enkelt sammenkobling lige når den kører ind i loopet).
Gnidningen mellem hjulene og banen er meget lille, mens luftmodstanden bør være lidt større eftersom hastigheden for bilen er stor (og luftmodstand er afhængig af hastighed). Derudover er der en gnidning mellem siden af hjulene og banekanten som vi ikke kan komme til at teste.
(Desuden skal vi tage højde for at bilen jo er rød, vil den bare have lyst til at køre hurtigere, hvorfor alt det andet totalt kan ignoreres da vores bil bare er sej!) Et billede af vores bil er at finde ved at klikke på billedet herunder:
Jeg vil tage udgangspunkt i den situation vi er blevet givet og regne ud fra denne teoretisk,
først og fremmest uden luftmodstand og gnidning. For at bilen skal blive på banen i toppen af
loopet skal centripetalaccelerationen være den samme som tyngdeaccelerationen - så er den hastighed
som bilen har i toppen af loopet givet ved:
Det viser sig dog hurtigt at dette over hovedet ikke passer. Når vi selv udfører forsøget
ser vi at bilen, når den starter ud i den teoretiske ideelle højde h, ikke kan komme hele vejen
rundt i loopet - det har den simpelthen ikke energi nok til. Dette er selvfølgelig fordi vi ikke
tog højde for luftmodstand og gnidning i de første udregninger, og altså så systemet som
isoleret. I virkeligheden vil der være et negativt arbejde på bilen når den kører af sted, som
skyldes en kombination af alle de faktorer vi har ignoreret. Dette drejer sig altså primært
om luftmodstand og gnidning (både gnidning internt i bilen mellem dens hjul og karosseriet,
gnidning mellem hjulene og banen samt gnidning mellem kanten af hjulene og kanten af banen).
Sætter vi dette ekstra arbejde ind i vores energiligning vil vi endnu engang kunne bruge den
som energibevarelse, denne gang bare med et lidt større system:
Ud fra denne observation kan vi desuden igen konkludere at gnidningsmodstanden mellem banen og hjulene også er meget lille - da denne jo faktisk er afhængig af massen af bilen (da den er afhængig af den normalkraft som banen påvirker bilen med - som igen er afhængig af den tyngdekraft jorden påvirker bilen med).
Fysik 1, hold 3, gruppe 4
04.10.2007, torsdag formiddag
Johan Jacobsen, Daniel Mulnæs og Pia Jensen.
Vejledningen kan hentes her, og som LaTEX kildefil her. Første program med synkronisering af ure kan hentes her, andet program med små raketter kan hentes her.
Det er ikke godt at synkronisere ure på denne måde - den lyspuls der bliver sendt ud har jo en hastighed, hvorfor der vil komme en forsinkelse på de ydre ure i forhold til det inderste.
Det er dog sådan set på denne måde vi gør det i dagligdagen - da lysets hastighed er så stor at vi ikke rigtig kan mærke det...
Det ER en god måde, da man her tager højde for at lyset har en hastighed, så der kommer ikke den samme forsinkelse på de yderste ure.
Denne metode bruger kun folk der gider bruge penge på det! Det er svært, for man skal opmåle afstanden mellem alle urene før man kan stille dem i forhold til hinanden.
Jeg har lavet et screenshot af VPython programmet med urene, som man kan se ved at klikke på billedet herunder:
En mand der står i midten af urene ved det første ur ved metode 1 vil se at alle urene går korrekt, for den forsinkelse de ydre har svarer til den tid det tager for signalet fra dem at vise ham hvad klokken er.
Hvis han står i midten ved metode 2 synes han at de ydre ure er bagud i forhold til uret i midten hvor han står - der er jo en forsinkelse fra disses signaler til at komme ind til ham.
De synkroniserer urene ved at stille dem alle sammen samtidig i midten og så flytte dem lige så langsomt ud på deres pladser.
De har stillet alle urene ud og målt hvor langt ude de står og korrigeret for at signalet tager noget tid for at komme ud til urene. Dette er en meget hurtigere metode der svarer til metode 2 i VPython programmet.
Metode A er lige så god som metode B, men den er meget tidskrævende, for urene skal bevæge sig infitisimalt langsomt! Den anden metode er altså langt mere praktisk. Metode B er dog også lidt svær, da man skal foretage nogle afstandsmålinger med ret stor præcision - men i forhold til at bruge en metode hvor urene skal bevæge sig uendelig langsomt så er metode B jo nok bedst.
I virkeligheden bruger vi praktisk nok mest metode A.
Hvis man skal kunne se hvad vi ser i physlet'en skal vi stå lige ud for midten af den så vi får samme signal fra højre og venstre, vi skal altså stå lige ud for uret i midten og se ind på systemet. Dette vil dog bare gøre at uanset hvad vi gør så vil det kun være urene der har samme afstand til os som viser samme tid tilsyneladende for os - der er jo en forsinkelse på visningen af tiden når vi ser på den!
Først så vi på en physlet der viste hvordan ting kan eller ikke kan være samtidige afhængigt af hvilket inertialsystem man er i.
Derefter så vi på et VPython program med tre raketter der bevægede sig i forhold til hinanden og udsendte lyspulser - hvor man kunne se at der var en forsinkelse på modtagelsen af signalerne. Her er det vigtigt at bemærke at C og B rejser deres flag op når de har fået en lyspuls fra A, mens A rejser sit flag op når hun mener at de andre har fået den - altså efter 100 tidsenheder. Dette er nemt at se når de tre raketter ikke har nogen hastighed i forhold til observatøren, men hvis de har en høj hastighed skal man tage højde for at A mener der er gået 100 sekunder lang tid efter (en gammafaktor efter) observatøren tror de er gået.
Til sidst så vi på rumtidsdiagrammer i en physlet der viste hvordan en dame gik rundt med hastigheder tæt på lyset.
Fysik 1, hold 3, gruppe 4
11.10.2007, torsdag formiddag
Theis Løye Skafte, Evan James Shymko og Pia Jensen.
Den udleverede vejledning kan hentes her og som LaTEX kildefil her.
Jeg blev af Ian Bearden sat til at lege med programmet RTR (Real Time Relativity) i stedet for at følge det normale skema denne gang - derfor vil jeg bare lige hurtigt gennemgå hvad jeg selv lige er gået igennem ved at følge vejledningen (jeg ville jo ikke gå glip af noget). Efter denne gangs logbog gennemgår jeg lige hvad jeg lavede med RTR i øvelsestiden.
Her så man på en pæl der fløj igennem en lade, set fra ladens og pælens referencesystemer. Man skal så svare på nogle spørgsmål der er givet på siden med physletten.
Her skal man se på hvordan tiden går for et objekt der bevæger sig, her et ur der måler tiden ved hjælp af lyspulser.
Ud over spørgsmålene givet ved physlet'en fik vi også et par spørgsmål i vejledningen, som jeg her har givet svar på:
Her så vi på VPython programmet twins.py (hent det her). Dette program viser hvordan to tvillinger rejser fra hinanden - den ene tvilling bliver hjemme på jorden, mens den anden, Alice, tager en tur til Alpha Centauri og tilbage igen. Jeg vil her svare på de givne spørgsmål:
Til sidst skulle vi se på et rumtidsdiagram over paradokset med tvillingerne. Denne physlet skulle vi bare kigge lidt på og se hvad det egentlig var der skete.
Når man ser lyspulserne fra den tilbageblivne tvillings hvilesystem så ser det på udrejsen ud
til at lyspulserne kommer med en frekvens på en gammafaktor mere end et år, på hjemrejsen er det
en gammafaktor mindre (altså divideret med gamma i stedet for ganget med).
Hvad der er værd at lægge mærke til i denne physlet er den sidste af de tre dele man kan vælge.
Her ser man hvad det egentlig er den tilbageblevne tvilling ser, og altså ikke hvad der virkelig
sker.
Jeg har leget lidt med et program der hedder RTR - Real Time Relativity 0.8 - lavet af Lachlan McCalman og Antony Searle fra The Australian National University. Jeg vil herunder lige opliste nogle relevante links:
I programmet kan man "flyve" rundt i et lille rumskib der kan komme op på hastigheden 0.999c. Her kan man så se hvordan verden ville se ud hvis man virkelig sad i sådan et rumskib. Man kan først og fremmest se hvordan vinkler og afstande ændrer sig, og eftersom der er opstillet en række af ure på "banen" kan man også se hvordan tiden ændrer sig. I øverste venstre hjørne af displayet kan man se hvilken hastighed man har samt hvad tiden i sit eget og i banens inertialsystem er. Desuden kan man se placeringen af kameraet.
I programmet kan man desuden slå dopplereffekten til og fra. Når man bevæger sig mod noget
med en hastighed vil det lys man ser umiddelbart få ændret sin frekvens - hvis man er på vej
mod en lyskilde vil man se flere bølger end hvis man stod stille, og det modsatte hvis man er
på vej væk fra lyskilden. Den frekvens som jeg ser i rumskibet
med en hastighed er givet ved den udsendte frekvens
og vinkelen mellem det
indkomne lys og hastigheden ved sammenhængen:
I programmet er der også en effekt de kalder for Headlight Effect. Når man rejser med høj hastighed vil man opfange flere fotoner i hastighedens retning end den anden vej, hvorfor det man ser vil være lysere foran og mørkere når man ser sig tilbage. Jeg har, hvis man klikker på billedet herunder, vist hvordan skærmen ser ud når man har slået både Headlight Effect og dopplereffekten til og flyver med en hastighed på 0.923 c:
På banen er der opstillet fem ure som man kan lege med samtidighed med. Der er i selve programmet to forskellige genvejstaster, C og I, hvor man med den første kommer til at flyve med 0.5 c parallelt med urene - og man med den anden kommer til at slå helt stille og så ind på det midterste ur. Jeg har taget et screenshot af det sidste, som vises ved at klikke på billedet herunder:
Når man flyver med høj hastighed mod en lige flade vil det virke som om at denne flade buer væk fra en - så den faktisk ligner en kugle mere og mere jo tættere på lyshastigheden man er. Jeg har taget et screenshot af dette fænomen, som er at se ved at klikke på billedet herunder:
Fysik 1, hold 3, gruppe 4
25.10.2007, torsdag formiddag
Daniel Green Hersing, Christopher Gerlach og Pia Jensen.
Den udleverede vejledning kan hentes her og som LaTEX kildefil her.
Først skulle vi se på det program vi arbejdede med sidste gang med tvillingeparadokset. Dette er at hente her.
Vi skulle først se på forskellen mellem kinetisk energi når man arbejder klassisk og når man arbejder relativistisk. Dette skulle vi så tegne i en graf over de to overfor hinanden for at se hvordan og hvornår de begynder at blive forskellige. Vi valgte at lave en graf i 3 dimensioner, hvor vi kunne definere den kinetiske energi som en funktion af to variable, nemlig massen og hastigheden. Herunder viser jeg vores graf (som man hente i større format som pdf ved at klikke på den):
De to grafer er lavet over de to funktioner som følger:
Man kan ikke ligefrem sige at videnen om den relativistiske kinetiske energi gør det tilsyneladende nemmere for aliens at komme hertil - grafen viser tydeligt at jo tættere på lysets hastighed du vil, des mere energi skal der til for at du kan komme til at accelerere derop, hvorfor det også er umuligt at komme op på den hastighed som lyset rent faktisk har. Så med hensyn til sandsynligheden for at aliens besøger trailerparker i Mississippi er den for nedadgående med denne viden om relativistisk kinetisk energi.
Efter at have overvejet dette skulle vi så gå videre til at aflæse den frekvens som
den hjemmeblivende tvilling målte af det signal som Alice udsendte. Alice udsendte vel
og mærke et signal en gang om året i sit eget hvilesystem, men dette signal vil ikke have
samme frekvens set fra andre systemer der ikke er i hvile i forhold til hende. Vi tog en
række "målinger" ud fra programmet for at kunne regne os frem til den frekvens hvormed
tvillingen hjemme på jorden så signalerne fra Alice. Disse har jeg listet op herunder
(hvilket vel og mærke er for rumskibet når det har en hastighed på 0.5
):
Efter at have udregnet denne frekvens skulle vi kommentere om den nu også var realistisk.
Dette kan vi gøre ved hjælp af den relativistiske dopplerforskydning, der siger at
Til sidst skulle vi svare på om en nummerplade (bag på en bil) var logisk med påskriften BLUESHFT. Problemet med denne nummerplade er at den nok skal imponere over at bilen bliver blåforskudt fordi den kører så hurtigt - eneste minus er at hvis noget bevæger sig væk fra en, så bliver det rødforskudt, hvorfor bilen kun bliver blåforskudt hvis den er på vej MOD en. Her skal man så lige huske at bilen kun havde nummerpladen i bagenden, altså bliver den kun blåforskudt hvis enten dag bagvedkørende kører hurtigere end den pågældende bil, eller hvis bilen er en eller anden underlig bil der bakker hele tiden!
Vi skulle herefter gå ind og se på følgende physlet omkring henfald af en urankerne: Link.
Her skulle vi svare på et par spørgsmål, som jeg har oplistet herunder:
Ud over disse spørgsmål skulle vi svare på hvilken referanceramme vi så på forsøget fra, center-of-mass systemet eller laboratoriesystemet. Ser vi klassisk på henfaldet vil center-of-mass systemet og laboratoriesystemet her være det samme, men relativistisk burde vi, hvis vi var i center-of-mass systemet, følge lidt med alfapartiklen mod venstre eftersom denne får en større masse på grund af sin store hastighed (og at energi, her kinetisk, jo svarer til masse). Så alt i alt er vi i et laboratoriesystem.
Herefter skulle vi så så på en ny physlet omkring henfaldet af en specificerbar partikel: Link. Her kunne man altså selv vælge massen og hastigheden af moderkernen samt massen af de to kerne der kom ud af spaltningen.
Her skulle vi først se på henfaldet hvor en K-meson med en hastighed vi selv bestemte og med massen og henfaldt til to pioner hver med massen . Vi skulle så svare på nogle spørgsmål:
Til sidst skulle vi se på en Lambda-partikel der henfaldt. Denne har en levetid på cirka 0.26 ps, og henfalder cirka 2/3 af gangende til en proton og en pion. Vi skulle ved at argumentere ved dette henfald se om physlet'en tog hensyn til tidsforlængelse.
For at kunne gøre dette satte hastigheden til 0.1 og 0.9 og så på placeringen og tiden for et henfald. Partiklen henfaldt på samme tidspunkt og samme sted ved begge hastigheder i physlet'en, hvorfor det er tydeligt at den ikke tager højde for tidsforlængelse. Hvis den havde gjort dette ville der gå længere tid for Lambda-partiklen at henfalde (tid er vel og mærke i laboratoriesystemet) hvis den havde en højere hastighed.